Så gik der tid med det

Puf. Så gik der halvanden måned. Og den tid har absolut ikke været stille og rolig. Overhovedet. Faktisk synes jeg, at jeg har haft ret svært ved at følge med og det er nok også derfor jeg ikke har blogget. Udover en milliard praktiske ting, så har jeg bearbejdet rigtig meget og arbejdet med det der tilgivelse. 

Min psykolog kalder den måde jeg bearbejder på “ketchup bearbejdning”. Jeg sidder der og slår lidt på flasken, men der sker ikke en skid i en længere periode. Og så lige pludselig – PLASK! Så kommer der en ordentlig klat. Ofte mere end man havde regnet med og havde brug for. Jeg elsker den måde at se det på. Jeg forsøger måske ofte at fremtvinge det, men det er svært og resulterer lidt i nogle store klatter, hvor jeg bliver lidt overvældet over mængden. Det er ofte noget jeg holder for mig selv og mange vil ikke kunne mærke det på mig. Men det er i de perioder jeg trækker mig lidt fra verden. Og det har jeg også gjort den sidste halvanden måneds tiden.

Rent praktisk er der også sket en masse. Men to ting er altoverskyggende på en fantastisk måde. De gør mig glad helt ud i tæerne. 

For der først skal jeg ENDELIG flytte sammen med min dejlige kæreste. Nøj hvor har jeg længe gerne villet det. Men det har været svært at finde noget, som økonomisk hang sammen. Til  sidst viste det sig, at det der faktisk hang bedst sammen, var at købe. Såeh. Det gjorde vi. Købte et hus. 

Vores nye hus

1/2 overtager vi nøglerne til denne skønne røde murstensvilla fra 1966, på 111 kvm fordel på soveværelse, to værelser, stue osv. og med lidt over 800 kvm grund. Det er tæt på både mine og kærestens forældre og stadig forholdvis tæt på Holbæk. Jeg glæder mig SÅ meget. Det bliver virkelig også godt for Albert. 

Udover det så er jeg kommet så langt, at jeg har sidste sygedag 15/1! Det er mit eget valg. Det bliver helt helt vildt udfordrende, spændende og forhåbentlig fantastisk. Jeg skal jo ud på jobmarkedet igen og efter 5 måneders sygemelding pga graviditeten med Albert, så 11 måneders barsel og ikke mindst 11,5 måneds sygemelding efter ulykken, er jeg ærlig talt pisse nervøs. Min krop er jo ikke som den var før og jeg skal lære at behandle den ordentligt, også når jeg arbejder. Men det skal nok gå. Mit bagland er i orden. 

Så der sker mange spændende ting lige nu. Det er jo også jul lige om lidt. Jeg vil i første omgang putte mig på sofaen med en kop kaffe og min søde snottede søn, der ser herrens ud, fordi det har sat sig på øjnene. Forhåbentlig er han frisk inden i morgen hvor vi skal hygge med mine forældre. Juleaften skal vi være sammen men min kærestes familie og 1. Juledag kører vi til Sønderjylland, så Albert kan besøge sin biologiske far og hans familie. Så det der sygdom må gerne bare fise af!

Putte putte

Tilgivelse og konfliktråd

Som jeg har skrevet om her bliver jeg af og til rigtig vred, på hende der kørte os ned. Forståeligt og forventeligt. På det sidste har jeg hver gang, jeg har set en bil i området med en yngre kvinde, der passer på hendes beskrivelse tænkt “gad vide om det er hende”. Jeg tænker det samme, når jeg handler. Når jeg går rundt i Holbæk. “Er det mon hende der. Kan hun mon kende mig?”. Det har stået på lidt tid nu og har faktisk fyldt uhensigtsmæssigt meget, sammen med en masse andre negative følelser. Det dræner mig virkelig meget og jeg er kommet til et punkt, hvor jeg ikke orker det mere.

Jeg har brug for at tilgive hende.

Det der nok især satte gang i den proces var, at jeg i tirsdags havde besøg af en fantastisk, empatisk og rar betjent fra Midt- og Vestsjællands politi. Han skulle afhøre mig til sagen. Det er jeg blevet før, af den samme mand, mens jeg var indlagt og han var også ude på ulykkesstedet. Jeg skulle afhøres, da hende der kørte os ned, nu langt om længe er blevet sigtet. Uagtsom betydelig legemsbeskadigelse. Derfor skal de vide hvad status er nu, især fysisk. Der skal tages stilling til, om der skal være en retssag, hvilket der formentlig skal. Og straffen? Ja den kan være alt fra betinget frakendelse af kørekortet (ny køreprøve) og en bøde til 24 måneders ubetinget frakendelse og en bøde. For mig er det ikke vigtigt hvad den bliver. Men jeg kan mærke, at jeg har et behov for, at vores samfund også går ud og siger, sådan helt officielt, at det hun gjorde ikke var forkert i en sådan grad, at hun skal straffes for det.

Men det satte gang i en masse tanker. Vi blev tidligt i forløbet tilbudt et såkaldt konfliktråd, hvor man mødes bare den forurettede og gerningsmanden (damen), sammen med en uvildig mægler, der hjælper parterne med at få snakket det hele igennem. Jeg sagde nej i første omgang. Jeg var ikke klar til at tage imod den undskyldning, jeg vidste hun gerne ville give mig. Overhovedet. Jeg var stadigvæk indlagt og jeg ville ikke se hende, jeg ville ikke vide hvem hun var. Men nu er jeg måske klar og jeg overvejer at kontakte politiet igen, for at høre om det stadig er en mulighed. De skriver selv at man skal gøre det fordi:

“…den forurettede person og gerningspersonen får mulighed for at tale sammen under trygge forhold om, hvad der er sket. Fordi den forurettede person kan give udtryk for sine reaktioner og fortælle, hvilke konsekvenser den kriminelle handling har haft. Fordi gerningspersonen får mulighed for at forklare sine handlinger direkte over for den forurettede person.” (Fra konfliktraad.dk)

Jeg har været meget i tvivl. Jeg var bange for at blive mere vred og på sin vis havde jeg det også sådan, at hun ikke fortjente min tilgivelse. Hun skulle straffes, både af vores retssamfund og af sin dårlige samvittighed. Gerne for evigt. Men hvad får jeg ud af det? Intet. Absolut intet, udover en masse negative følelser, som slet ikke er gode for mig.

Jeg har både vendt det med nogle skønne kvinder, som jeg er i online termins/mødregruppe med, bl.a. skønne, vidunderlige Christina fra Karmamilli og jeg havde en lang snak med min fys om det i går. Han sagde, at han ikke vidste om han kunne tillade sig at sige det men, at hun var jo netop en UNG kvinde, der har dummet sig gevaldigt. Og hun skal straffes for det. Men hun behøver jo ikke få ødelagt sit liv.

MIT liv er ikke ødelagt. Det er anderledes. Der er nogle udfordringer. Og jo, der er ting jeg ikke kan. Men vi rammer jo alle sammen et eller andet i vores liv, der gør, at tingene ikke bliver som forventet. Det er MIT ansvar at det her ikke ødelægger mig liv, men blot bliver noget jeg lever med. Og det siger jeg ikke for at være sej, et stort menneske eller noget som helst andet. Det siger jeg fordi, det er mig der skal leve med det og i det. Og det kan jeg altså ikke, hvis jeg går og er sur og bitter de næste 50 år.

Når vreden melder sig

Jeg har haft en af de dage, hvor følelserne har været på rutsjebanetur. Dagen startede egentlig godt, selvom natten har været noget urolig. Men jeg hyggede mig med Albert og vi kom ud af døren til tiden. I dag og sidste onsdag skulle jeg nå at træne, inden jeg skulle på kursus og derfor er Albert blevet afleveret lidt i otte i stedet for lidt i ni. Det er gået så fint, da vi normalt bare bruger den ekstra time herhjemme på at hygge os. Jeg var i fint humør da jeg afleverede Albert og da jeg kørte fra vuggestuen. Men da jeg ramte træningscentret, blev jeg bare så vred.

Jeg har haft en hel del smerter, siden jeg startede i Quick Care sidste mandag og det har været frustrerende. Smerterne har ellers været ret godt under kontrol den sidste måneds tid til halvanden og jeg har håndteret dem godt. Men i dag, efter nogle ekstra hårde dage, kunne jeg ikke håndtere dem og de og hele min situation, gjorde mig vred. Sådan rigtig, RIGTIG vred. Jeg har – efter aftale med min fysioterapeut – været nød til at skrue ned for styrketræningen, for at finde balance i hvad min krop kan klare. Og det er altså virkelig frustrerende, når jeg før sagtens kunne køre på med både konditionstræning og hård styrketræning.

Jeg blev vred over, at det dumme kvindemenneske har sat mig i denne situation og at mit liv for evigt er forandret på en ikke positiv måde. Jeg har jo hele tiden vidst det og jeg har også tidligere været vred. Men slet ikke i samme grad som jeg var i dag. Til dels nok pga. smerterne og fordi jeg i større og større grad mærker, at livet er anderledes end det var før.

Jeg var vred over, at jeg ikke kan de ting, jeg kunne før. At jeg skal ændre mit liv pga. hendes uopmærksomhed. At jeg ikke bare kan gøre om jeg vil og som jeg plejede. Jeg blev så vred, at jeg endte med at stå med tårer i øjnene på crosstraineren. Jeg havde lyst til at vælte alt, smide med tingene, råbe og skrige. Gerne af hende, og få hende til at forstå, hvor ondt hun har gjort mig.

Men det kan jeg ikke. Og det vil jeg heller ikke. Der skal være plads til følelserne – også vreden. Den må gerne fylde og det er uden tvivl en del af bearbejdelsen. Men den skal ikke overtage og overskygge. Det gør intet godt.

I stedet for at gå hen at vælte en masse ting og råbe, satte jeg musik i ørene. Musik hjælper mig virkelig med at komme igennem mine følelser. Det blev til albummet “Endgame” fra Rise Against. Et album jeg ofte tyer til, når jeg skal håndtere vrede. Jeg skruede godt op for volumen samtidig med, at jeg satte belastningen ned og farten op på crosstraineren. Det hjalp. Rigtig meget endda.

Efter et koldt bad, tog jeg til sidste modul på mit kursus i smertehåndtering. Da jeg gik derfra knap tre timer senere, var jeg i godt humør. Jeg ved, at jeg virkelig har rykket mig de  sidste seks uger. Og jeg ved, at jeg håndterede de svære følelser rigtig godt denne gang. Det er rart. Derfor sidder jeg nu med et smil på læben og er stolt af mig selv. For jeg er kommet igennem en af de dage, der ikke er nemme. Og jeg gjorde det endda på en god måde.

Brandon fra Beverly og landlig idyl, tak

Jeg havde egentlig sat mig for, at jeg skulle skrive om mit nye træningsforløb i Quick Care som jeg er startet på i mandags (av min krop i øvrigt). Men så dukkede der en privatbesked op på Instagram fra søde Skalotteløg som jeg har fulgt rimelig længe og har skrevet lidt frem og tilbage med om overgangsstøvler til vore søde drenge for nylig. Det er en af de ting, jeg elsker ved de sociale medier! At man lærer nye folk at kende og kan give hinanden gode råd med på vejen, om det så handler om fodtøj, børn, tøj, forhold, you name it. Altså jeg ved godt at man ikke nødvendigvis sådan virkelig kender folk fra IG, men jeg føler det alligevel lidt.

Nå, men Charlotte sendte et link til et blogindlæg, hvor hun har være så sød at nominere mig til en Liebster Award. Det er som sådan ikke en pris, men mere en slags kædebrev, små bloggere imellem, hvor man kan lære hinanden bedre at kende, sprede lidt bloglove osv.

www-bohemianwanderland-com_1

Man skal svare på elleve spørgsmål som den der har nomineret en finder på, skrive elleve selvvalge facts om sig selv og skal så lave nye spørgsmål og nominere andre små blogs. Det er ikke første gang, at jeg er blevet nomineret til en Liebster, men jeg har tidligere ikke rigtig taget mig sammen til at deltage. Men denne gang gør jeg det. Nok mest fordi det er Charlotte der er afsenderen. Jeg kan jo ikke sige nej, når hun sådan gerne vil lære mig bedre at kende.  Eller. Faktisk har jeg valgt at være mega asocial og kun lave halvdelen, nemlig den del hvor man skal svare på ting selv. Så here we go.

Charlottes elleve spørgsmål:

Hvad får du ud af at blogge?

I øjeblikket er det en stor del af hele min proces omkring at bearbejde ulykken. Men udover det, så nyder jeg bare virkelig at skrive og dele mine tanker om forskellige ting herunder min tilgang til livet. Tænk hvis man kunne inspirere nogen?!

Arbejder du med det, du drømmer om?

Når jeg ikke er sygemeldt, er jeg ledig, så nej. Før jeg var sygemeldt, var jeg på barsel. Men inden det, arbejdede jeg som kundekonsulent hos Sitel, hvor jeg sad i YouSee kundeservice. Det var på den ene side et fantastisk job, da jeg elsker at arbejde med kundeservice. Men det er ikke det jeg drømmer om at arbejde med, når jeg skal tilbage på arbejdsmarkedet. Ønskejobbet er noget med HR. Eller faktisk erønskejobbet pt defineret af at være tæt på Holbæk og med arbejdstider der gør, at min søn ikke skal være i institution fra åben til luk. Udover det er jeg ret fleksibel.

Hvad er det sjoveste/mest ærgerlige job, du nogensinde har haft?

Det sjoveste job jeg har haft, var uden tvivl som informationsmedarbejder i Fields. Selvom det ikke altid var super spændende, så har det også givet mange fede og sjove oplevelser. Fx har jeg ser folk kravle ind og ud af Mummi-dragter, brugt en hel efterårsferie på at lege med barbidukker og hyggesnakket med Hr. Skæg. Det mest ærgerlige var som rengøringsdame i Ishøj Kommune.

Hvilket årti hører du i virkeligheden til i – hvorfor?

På den ene side passer jeg faktisk ret godt ind her hvor jeg er. På den anden side ville jeg gerne have levet dengang med store kjoler og parykker. Også selvom det var mega kvindeundertrykkende og folk dejsede om pga korsetter. Men jeg ville bare gerne rende rundt i sådan en stoooooor kjole.

Hvor går din næste ferie til – hvorfor?

Playa Blanca på Lanzarote! Vi har lige booket otte dage på Flamingo Beach Resort i midten af januar, min kæreste og jeg. Albert skal selvfølgelig også med. Vi skal ned at slappe af og have lidt lys og varme og bare hygge os sammen alle tre. Min kæreste har rigtig travlt på jobbet både i perioden før og efter, så det bliver en kærkommen mulighed for lidt tid sammen, væk fra hverdagen og med lidt mere varme.

Børn – ja eller nej? Og hvornår fandt du ud af, hvad du ville/vil?

Ja med ja på! Jeg har altid gerne villet have børn og vi skal helt klart også have flere.

Hvem af gutterne fra Beverly er du mest til – hvorfor?

Brandon. Ingen tvivl der. Selvom Dylan har sine moments, så er jeg bare mere til noget stabilitet og fornuft, frem for den evige bad boy.

Byliv eller landliv – hvorfor?

Landliv uden tvivl. Jeg er slet ikke til al den larm og jag som jeg synes, at der er i større byer. Jeg har brug for ro omkring mig. Jeg elsker at bo i Holbæk, som jeg synes er den perfekte kombi af by og land. Jeg har flere skove lige omkring mig, der er helt stille om aftenen og her er masser af luft og rum, men samtidig er der både butikker, biograf, cafeer osv. Min mor og hendes mand bor ud til Lammefjorden og der er simpelthen så skønt. Engang kunne jeg ikke se mig selv bo SÅ landligt – altså der går nærmest ikke engang busser derude – men nu ville jeg elske det.

Hvad laver du, når du skal slappe af?

Ser tv, hækler, kigger på min søde dreng. Udover det, er jeg begyndt at lave nogle afspændingsøvelser, for at få ro i kroppen. Jeg spænder rigtig meget pt og det påvirker hele min krop. Så jeg hører sådan en otte minutters lydfil, hvor jeg får ro på hele kroppen. Af og til stirrer jeg også bare ud i luften.

Flødeskum eller guf på din isvaffel?

Hvis jeg SKAL vælge, så guf. Men vil faktisk helst have begge dele. Bare kald mig sukkergris.

Hvad ville du sige til din bedste veninde, hvis hun stod i den situation, du står i nu? (Du må selv om, hvad for “en situation”, det kan være noget tungt eller fx bare om valget af vinterstøvler)

Jeg ville kramme hende, sige at alt nok skal blive ok og at hun vil komme ud på den anden side stærkere, selvom det måske ikke føles sådan. At man imponerende nok kan meget, meget mere end man selv tror, især når man er mor. At hun skal give sig selv lov til at sørge over de ting hun har mistet men også holde fokus på de positive ting. Man kommer så meget længere med stædighed og positivitet. At verden nogen gange er pissehamrende uretfærdig og at der ikke er nogen mening med, at det er hende, der står der hvor hun gør. At jeg elsker hende og at ligegyldigt hvad, så er hun en god mor.

Og de elleve selvvalgte:

  1. Jeg fik 10 for mit speciale og er mega stolt af det. Det tog mig 18 måneder inklusiv en rimelig lang sygemelding med stress og depression, men jeg kom igennem.
  2. Jeg spillede tværfløjte i Vallensbæk Harmoniorkester i næste 10 år.
  3. Jeg kan ikke finde ud af at løse sudokuer. Og jeg gider egentlig heller ikke at prøve at lære det.
  4. Jeg håber lidt, at mit næste barn bliver en pige.
  5. Jeg har set samtlige afsnit af HIMYM, House of Cards, Orphan Black, The Unbreakable Kimmy Smith, Glee, Call The Midwife og The Secret Life of the American Teenager, der ligger på Netflix mens jeg har været sygemeldt. Nu er jeg i gang med Gilmore Girls.
  6. Som barn havde jeg en gul og grøn undulat der hed Fru Pip. Hun døde den dag jeg blev konfirmeret.
  7. Jeg mødte min kæreste på facebook og havde været single i lige præcis nitten dage da han skrev til mig første gang. Vi var på vores første date 15 dage efter dette, men blev dog først kærester knap et år efter vores første date.
  8. Jeg glæder mig sindssygt meget til at komme tilbage på arbejdsmarkedet næste år.
  9. Jeg vil gerne tabe mig 10 kg, men har også accepteret, at der er andre ting, der er mere vigtige pt.
  10. Jeg eeeeeelsker ben and jerrys is, men køber det KUN på tilbud.
  11. Sidst men ikke mindst: jeg er i den grad mors pige. Vi taler sammen flere gange om ugen og sms’er sammen næsten hver dag.

Mentale kvantespring

Jeg går stadigvæk til psykolog og det hjælper mig virkelig meget. Men der er sket noget på det sidste. Jeg er gået fra at føle, at jeg ville have brug for det længe endnu, til nu formentlig kun at have en enkelt gang tilbage. Det er ikke kun mig der synes, at jeg pt tager det jeg vil kalde metale kvantespring, det gør min psykolog også. Jeg har virkelig, virkelig flyttet mig den sidste måned. Jeg er gladere. Jeg har mere overskud. Jeg har mere tro på livet og på fremtiden.

En af de ting jeg har haft rigtig svært ved, er at koble den person der lå på Riget med en kæmpe metalbøjle stikkende ud af kroppen, med den person jeg er nu. Jeg kan rigtig meget lige pludselig. Der er begrænsninger, ja. Både nogen som forsvinder med tiden og nogen som jeg må leve med. Men i forhold til, at jeg lå der og ikke kunne noget selv, så er det fanme vildt, at jeg nu ikke har nogen (offentlig) hjælp til hverdagen. Det har været rigtig rart at snakke med psykologen om dette, da jeg var i tvivl om, om det var godt eller skidt. Svaret var, at det er helt normalt, forventeligt og forståeligt. Jeg bevæger mig væk fra at være et offer, væk fra at være afhængig af andre og hen til bare at være Tine igen.

14390892_10154763214989928_3707128490515216996_n

Bøjlen der holdt mit bækken sammen i otte dage!

14441023_10154763218689928_1674652644626440864_n

Forældredag med Alberts vuggestue, hvor jeg kunne sidde på græsset og lege med mit barn (billede af et printet billede, derfor den dårlige kvalitet)

Jeg er blevet en lidt mere “no bullshit” udgave af mig selv. For at være ærlig, så er livet bare for kort til at finde sig i, at folk ikke behandler en ordentligt. For kort til, at brænde inde med følelser og ting der påvirker en negativt. Det har jeg jo altid vidst, men jeg er blevet bedre til at leve efter det. Jeg er blevet bedre til at tænke “pyt” til ting jeg ikke kan gøre noget ved og bruge energien på de ting jeg rent faktisk kan ændre. Til gengæld mærker jeg også, at jeg brænder mere for ting der så betyder noget for mig. Som fx de besparelser, der står til at ramme for alle de “varme hænder” i Holbæk Kommune (og mange andre steder), herunder Alberts pædagoger og de skønne mennesker der har hjulpet mig de sidste mange måneder. Jeg brokker mig højlydt på Facebook, deltog i Velfærdsalliancens demonstration her i september og har også planer om at møde op til flere af de protester der er ved at blive planlagt.

Men vigtigst af alt, er jeg blevet stærkere. SÅ meget stærkere. Jeg vil på ingen måde kalde det en gave at være blevet kørt ned. ALDRIG. Men det er en gave at være kommet ud på den anden side, på den måde som jeg er. Jeg kan klare ALT, efter at jeg har klaret dette. Ikke blot er jeg kommet ud på den anden side psykisk stærkere, jeg formåede også at få min søn godt igennem det. Mit parforhold overlevede (hvilket godt nok mest handler om, at jeg har en vidunderlig, forstående og meget tålmodig kæreste) og selvom jeg stadig har smerter, er sygemeldt og har fysiske begrænsninger, så er jeg lykkelig helt ud i tæerne.

Livet er fanme skønt!

 

De hårde nætter

Dagen startede for tidligt i dag, i forhold til mængden af søvn jeg havde fået. Faktisk føltes det lidt som om, at den allerede startede om natten. Albert havde ellers haft en FANTASTISK eftermiddag og aften i går. Han var så glad og vi hyggede os med min kæreste på altanen og grillede. Det var absolut også tiltrængt, for hele søndag eftermiddag og aften, var han i elendigt humør pga. træthed. Men i går var han heldigvis glad og jeg havde forventet en god nat.

Men allerede inden midnat, begyndte han at vågne og være ked. I første omgang hjalp det med en kop vand, han lagde sig straks ned og sov igen. Men han blev ved med at vågne, hvilket ellers heldigvis er usædvanligt for ham efterhånden. Jeg ved ikke præcis hvor mange gange, jeg var inde hos ham, men det var i hvert fald væsentlig flere end de to gange, det ellers ofte kan klares med. Vand. Flaske. Ny pude. Nus. Sut. I sidste ende stod vi faktisk først op 6.30, men når man har været oppe ca. en gang i timen siden kl 23, er det altså også for tidligt.

14022335_10210582714629002_2440296493448001857_n

Fra en af de rigtige gode nætter. Han sover ret tit på spøjse måder

Albert var mavebarn som lille. Han begyndte at blive forstoppet da han var ca fem måneder og det blev så slemt, at han begyndte at kaste op. Det betød blandt andet, at han vågnede hver gang han var oppe i let søvn, fordi han havde ondt i maven og i det hele taget sov rigtig let. Jeg forstår slet ikke, hvordan jeg overhovedet hang sammen eller fungerede, dengang han vågnede flere gange i timen hele natten og stort set kun ville sove i mine arme, eller i hvert fald helt tæt på mig. Men det gør man jo bare, man har ikke andet valg.

Da han endelig holdt op med at have ondt, så havde hans krop vænnet sig så meget til at vågne, at han blev ved. Det er desværre ikke ualmindeligt for mavebørn. Det var først da han var cirka et år at det vendte. Da han flyttede hjem igen efter ulykken var det blevet bedre og da han for et par måneder siden kom på eget værelse, ja så rykkede det virkelig. Nogle gange er han kun vågen en enkelt gang. Ofte kun to korte opvågninger. Det er SÅ skønt og jeg er virkelig taknemmelig, for jeg har brug for søvnen. Men nøj hvor trækker nætter som denne bare tænder ud.

Jeg satser på en bedre nat i nat. So far so good, han sover trygt og godt i sin seng.

Ferie fra alt #2

Jeg kom lidt igennem dagene på Orø (omgivelserne, ikke selskabet), ved at tænke på den næste del af ferien: Hamborg! Efter megen frem og tilbage omkring ferie, blev vi enige om fire overnatninger på et luksushotel i Hamborg. Jeg ville jo egentlig gerne sydpå, men det blev droppet, både fordi det ville blive for dyrt og fordi min søde kæreste mente, at det ikke ville blive afslappende, da vi sikkert skulle rende efter Albert hele tiden. Hvilket han nok havde ret i. Sommerhus i Nordjylland var oppe at vende. Men jeg havde bare virkelig behov for at komme væk! Helt væk. Ud af landet væk. Snakken faldt på Hansapark og så blev det Hamborg.

Vi sejlede fra Gedser til Rostock, for at nedsætte tiden jeg skulle sidde i samme stilling, da jeg stadig får ondt af at sidde. Vi kørte så det passede med Alberts lur, men han sov dog ret begrænset. Det gjorde dog ikke noget, for han var i godt humør hele vejen. På færgen spiste vi buffet og legede og Albert sov så stort set hele vejen fra Rostock til Hamborg.

Vi boede på Hotel Ameron Speicherstadt, der ligger i det gamle pakhuskvarter, der netop er kommet på UNESCOs verdenskulturarvs liste. Det er et fantastisk område, som jeg virkelig kan anbefales at besøge og hotellet er virkelig også anbefalelsesværdigt. Skønne værelser, god beliggende og virkelig sødt personale. Vi spiste morgenmad på hotellet hver morgen. Det var en vidunderlig måde at starte dagen på; God kaffe, lækre croissanter, pandekager, frugt og udsigt over kanalerne. Albert nød det også og fordi vi sad ude hver dag, fik jeg kun begrænset pres over hvor meget han svinede.

De fleste dage brugte vi på at udforske Hamborg i langsomt tempo og små etaper. Der blev spist god mad og hygget i lange baner. Vi var super heldige med vejret og havde sol og varme hver dag, men ikke varmere end, at det var til at holde ud. Ikke mindst fik jeg skubbet til nogle grænser i forhold til, hvor meget jeg kunne og kan. En af dagene gik vi på jagt efter nye sko til mig, da prisniveauet var lidt lavere, men jeg må indrømme at jeg hurtigt gav op. Det var varmt, jeg vidste ikke hvad jeg ville have og Albert var ikke voldsomt tålmodig. Så vi købte is i stedet og det var en god beslutning.

Jeg var lidt spændt på at skulle spise ude så mange gange med Albert, men han tog det hele i stiv arm og charmerede alt og alle, alle de steder vi var. Jaja, han fik da også et par hysteriske anfald, primært over at skulle vente på maden. Men så var vi heldigvis bevæbnet med rosiner, frugtstænger, netflix og legetøj, så de fleste dage gik det faktisk fint. Værre var det når maden kom på bordet og han skulle vente på, at den kølede af. Den dreng har altså temperament og ved i den grad hvad han vil have. Derhjemme tænker jeg ikke så meget over det, men jeg indrømmer da gerne, at jeg af og til blev liiiiiidt presset over HVOR meget han lige mente, at han skulle vise det frem, når vi var ude. Men det gik og vi fik da mad hver dag.

Det passede så perfekt, at babyalarmen kunne nå fra vores værelse og ned i baren. Så når Albert var puttet og lå i sin sødeste søvn om aftenen, så havde vi voksentid i baren og fik os en drink. Det var SÅ dejligt med kærestetid væk fra hverdagen og jeg blev ekstra forelsket i min dejlige kæreste.

Det eneste vi for alvor havde planlagt inden vi tog afsted var, at vi skulle i Hansapark. Selvom Albert på sin vis var for lille til at få den fulde oplevelse, så hyggede han sig virkelig og det gjorde vi også, selvom vi endte med at gå rigtig meget i cirkler, fordi deres kort bare overhovedet ikke passer. Albert prøvede to forlystelser, en med mig og en med min kæreste. Ham og jeg var en tur i en gammeldags karussel, hvor vi i første omgang sad i en slags karet, men han ville meget hellere op på en hest. Så det fik han lov til. Da vi begyndte at køre rundt og hesten kørte op og ned, holdt han så godt fast, at hans små knoer blev hvide, men af ville han i hvert fald ikke. Bagefter var han en tur på en mekanisk hest, der kørte rundt på en bane, sammen med min kæreste. Men dagens absolutte højdepunkt var deres børneland, hvor der både var boldrum og alle mulige ting man kunne klatre på. Der fik han brændt en masse krudt af og han sov hele vejen hjem i bilen.

Da vi skulle hjem igen, sejlede vi fra Puttgarden. Modsat på vejen derned, havde vi ikke bestilt billet til en specifik afgang, da vi gerne ville have tid til at kunne lave en afstikker hist og her. Samtidig er der væsentligt flere afgange mellem Rødby og Puttgarden end der er mellem Gedser og Rostock. Det betød at vi kom til at vente et godt stykke tid ved færgen. Men vi hyggede os i bilen. Albert kom op foran og vi så lidt netflix, hørte musik og fjollede. Så det gik bedre end forventet.

Alt i alt en helt fantastisk ferie og det er absolut ikke sidste gang, at vi besøger Hamborg.