Ferie fra alt

I går var min sidste feriedag. Desværre var den været præget af regnvejr og da solen endelig skinnede, ja så sov mit søde barn da. 

Jeg har været så træt af hele min situation i en længere periode, som jeg også skrev om i sidste indlæg. Jeg havde brug for at holde helt fri fra alt det jeg kunne. Genoptræningen. Psykologen. Tankerne. Det lykkedes ikke sådan super godt. Jeg endte med at tage til holdtræning alligevel en gang i løbet af ferien. Og til psykolog. Og tankerne – ja de er jo svære at løbe fra.

Men jeg har nydt ferien. VI har nydt ferien. Os alle tre. Vi har været nogle dage på Orø med min dejlige svigerfamilie, det var hele familiens gave til Alberts oldefar – fire dage sammen med os allesammen. Men det var camping, selvom vi boede i en hytte. Fire voksne og et barn i en meget lille hytte, uden rindende vand. Det gør jeg altså ikke igen foreløbig. For det første sov Albert af Pommern til, for det andet var det alt for hårdt for min krop, selvom der var meget hjælp. 

ikke meget plads til fire voksne og et barn!

Albert prøver Onkel Mads’ motorcykel

Der klappes geder sammen med bedstefar i Orø Dyrepark


Albert havde selvfølgelig en fest. Der var masser af andre børn at lege med og masser af opmærksomhed. Jeg er rigtig glad for at jeg holdt fast i at tage med, selvom det var besluttet før ulykken. Det fik vist mig, hvor langt jeg er kommet. Men samtidig også hvor mine udfordringer er. Plus, jeg aldrig har været den helt store campist. Hvad man da ikke gør for sin familie. 

Kæmpe kæmpe sejr! Albert elskede hoppepuden på pladsen. Godt nok kunne jeg kun sidde ned, men vi var deroppe sammen ❤️

Sommerferie 

Jeg havde faktisk slet ikke regnet med, at jeg kunne holde sommerferie i år, da man som hovedregel ikke kan holde ferie mens man er sygemeldt. Efter at min søde kæreste havde presset lidt på, for at jeg snakkede med min sygedagpengekonsulent om hvad mulighederne er, når man er langtidssygemeldt, fandt jeg dog ud af, at ferie ikke var udelukket. 
Man kan nemlig blive administrativt raskmeldt i en kortere periode, hvor man så ikke får sygedagpenge, men har mulighed for at holde ferie og modtage feriepenge. Så det gør jeg i to uger i slutningen af juli og starten af august. Vi havde egentlig planlagt at tage en afbudsrejse til et eller andet varmt sted og ligge ved en pool i en uge. Men med det vejr vi har pt, er vi ikke eneste det har fået den ide, så vi har besluttet at blive i DK og så bliver vejret forhåbentlig lidt bedre. 

Albert har sommerferie fra vuggestuen i uge 29, 30 og 31. Der er lukket i 29 og 30 og vi har så valgt også at holde ham hjemme i 31. Min dejlige kæreste har også ferie og det er skønt, for jeg tror ærlig talt ikke, at min krop ville kunne holde til at have Albert hjemme i tre uger alene. I mandags sad jeg noget tid på en træbænk hos mine forældre, mens Albert legede i haven med sine fætre og det betød så, at jeg havde ondt i fem dage. Så tre uger hjemme med Albert, bliver lidt af en udfordring for min krop, men med hjælp skal det nok gå. 

Jeg trænger til ferie. Det lyder måske underligt, for jeg går jo hjemme. Men jeg trænger til bare at “være”. Efter fem måneder med sygehus, genoptræning og konstant fokus på alt hvad der er sket, trænger jeg til ro. Jeg trænger til at være lidt normal og bare “være til”. Hygge mig med min kæreste, min søn og mine venner. 

Jeg er træt af, at mit liv stadigvæk er påvirket af ulykken og jeg har det svært med tanken om, at det måske altid vil være det. Jeg har det svært med, at de på Rigshospitalet sagde, at jeg stadig er i “begyndelsen af forløbet” selvom der er gået så lang tid. Jeg skal først til tjek igen næste år, når der er gået ca et år. Jeg har været heldig, jeg er taknemmelig. Men jeg er også pisse træt af det hele lige pt. Jeg gider ikke mere. Jeg vil bare være mig igen. Jeg vil ikke have ondt. Jeg vil have et job og et helt normalt liv. Hvad det så end ender med at være. 

Lige i dag prøver jeg bare at glæde mig over, at mit forhold til Albert er helt normalt igen. Vi er bare “mor og Albert”. Det er mig han søger når han er træt og ked. Mig han går til. Også selvom min mor eller kæreste er her. Det er mig der er hans “Helle” og jeg elsker det. Ligegyldigt hvad der ender med at ske, er det vigtigste, at der ikke skete noget med ham og at vi har det godt sammen.

Når man er en træt dreng der hoster, er det godt med en lur hos sin mor ❤️

Det næste mål

I går var det fem måneder siden ulykken. Jeg er efterhånden kommet frem til, at jeg nok aldrig kommer til at forstå hele forløbet. Altså forstået på den måde, at jeg nu er kommet til et punkt hvor der er gået så lang tid, at jeg i endnu mindre grad fatter, at det var os det gik ud over. For nu er jeg ikke i det mere. Eller det er jeg jo, for jeg er stadigvæk sygemeldt, jeg har stadigvæk gener og smerter, jeg går stadigvæk til genoptræning og til psykolog. Men jeg er ikke indlagt og jeg har nået rigtig mange af mine mål. 

Jeg ved faktisk ikke, hvad det næste mål er. Overordnet set er det at blive raskmeldt og få et job. Men jeg tænker, at der skal være nogle delmål inden. 

Men her er lidt af det jeg allerede HAR opnået. Nogle mål opnåede jeg mens jeg var indlagt, andre da jeg kom hjem. 

  • Være i stand til at tage noget at drikke selv. 
  • Være i stand til at spise selv. 
  • Komme ud af sengen med hjælp. 
  • Komme ud af sengen uden hjælp. 
  • Holde til at sidde op i sengen. 
  • Selv vende mig i sengen.
  • Komme over i en kørestol. 
  • Selv køre rundt i kørestol. 
  • Gå rundt med høj rollator. 
  • Selv gå på toilettet. 
  • Holde min søn!
  • Komme ud af sengen, uden at holde fast i sengehesten eller med hævet hovedgærde. 
  • Komme på “udgang” fra sygehuset 
  • Blive udskrevet! 
  • Komme op og ned af trappen til lejligheden. 
  • Selv gå i bad. 
  • Støtte på højre ben. 
  • Gå med krykker. 
  • Gå med en krykke. 
  • Gå uden krykker. 
  • Komme ned på gulvet. 
  • Sidde på en stol i mere end 15 min. 
  • Bære min søn op og ned af trappen. 
  • Få min søn hjem!
  • Gå over fodgængerfeltet hvor ulykken skete 
  • Aflevere hjælpemidler 
  • Køre bil 

Nu skal jeg bare finde ud af, hvad mine næste mål skal være. 

En heldig kartoffel

Jeg har ærlig talt været igennem lidt af hvert i mit snart 31 årige liv. Stress, depression, utroskab, en far der drak for meget og til sidst døde af det, at blive forladt halvvejs i min graviditet og ikke mindst ulykken for fire måneder siden. Altsammen ting, der i den grad har udfordret mig på flere planer. Absolut ikke ting, der ryger ind under kategorien “heldig”. Men jeg føler mig alligevel heldig. 
Hvorfor? Fordi jeg er kommet godt igennem alt det ovenstående på en god måde. Jeg er ikke ude på den anden side efter ulykken endnu, men jeg er på vej og jeg ved at det bliver godt. Og det er der en ret særlig grund til, hvilket i høj grad også er grunden til, at jeg formår at fastholde min positive indstilling til livet, selv når det slår i mig i hovedet med en stegepande. Og det er mit netværk. Min familie og mine venner. Min vidunderlige kæreste. 

Min mor har flere gange hevet mig op af et sort hul. Hende og min bonusfar har to gange åbnet deres hjem for mig og ladet mig bo hos dem. Anden gang i seks måneder, mens jeg var højgravid og Albert var spæd. Mine venner er der bare altid til at støtte. Min kæreste har sat sit eget liv på pause for at være der for mig og Albert. 

Derfor føler jeg mig heldig. Det kunne være gået så meget mere galt mange gange. Men det er det ikke gjort. Jeg er glad. Og det er da godt nok heldigt. 

Jeg forstår det ikke

Det er nu 116 dage siden vi blev kørt ned. Ethundredeseksten dage! Det er slet ikke til at forstå. Det føles både som en evighed og som et splitsekund. På ydersiden ligner jeg mig selv, bortset fra at jeg stadigvæk halter lidt. På indersiden – NOT so much. Jeg føler på mange punkter, at jeg er et helt andet menneske med et helt andet liv. Et liv der måske aldrig vil blive smertefrit. Det satser jeg dog på at blive. Men jeg ved det først en gang næste år. 

Jeg har stadig svært ved at forstå det var mig. At det var os. Nu hvor jeg går igen, har jeg svært ved at forstå,at jeg ikke gjorde det i 2 måneder. At jeg sad i kørestol. Gik med rollator. Ikke kunne rejse mig, uden at have noget at støtte mig til. At jeg havde så mange smerter, at jeg ikke kunne være i min krop. 

Jeg har svært ved at forstå, at jeg var indlagt i en måned. At jeg var fuldstændig hjælpeløs og skulle have hjælp til selv de mindste ting. Og til de mest personlige. Toiletbesøg og bad. At jeg i næsten 14 dage ikke rigtig havde tøj på, men blot et håndklæde over min underkrop og en tynd hospitalsskjorte omvendt på overkroppen. Jeg har ikke den fjerneste ide om, hvor mange der i den periode har set mig nøgen, men det er mange. 

Jeg har svært ved at forstå, at jeg i otte dage havde et kæmpe metalstativ monteret på min krop. At jeg selv efter det blev fjernet, ikke engang kunne vende mig selv op på siden i sengen. Det skulle jeg have hjælp til. Og ofte måtte jeg kort efter ned at ligge på ryggen igen pga for mange smerter. 

Jeg har så svært ved at forstå alt det der er sket. Især nu hvor jeg ikke er i det mere. Men det skete. 

Jeg overlevede. Fysisk og psykisk. Jeg kæmper med begge dele. Med smerter. Med tankerne om fremtiden. Med min krop. Med frygten og angsten. Med “hvad nu hvis’erne”. Hvad hvis jeg havde mistet Albert. Hvad hvis han havde mistet mig. Hvad hvis jeg var blevet lam. Hvad hvis Jeg havde smadret mit hovede. Af og til er det så sindssygt hårdt at jeg intet andet kan end at græde og jeg aner ikke hvordan jeg nogensinde skal få et normalt liv igen. Et liv hvor alt det her er fortid og blot noget der skete for mig. Noget jeg kom over. 

Jeg ved det kommer. For det har jeg besluttet mig for, at det gør. Jeg vil ikke være et offer. Jeg vil være mig selv igen. Jeg vil ikke være bange, når jeg går på en parkeringsplads. Jeg vil ikke bryde sammen, fordi jeg pludselig kommer til at tænke “hvad nu hvis”. Jeg vil kunne sætte mig ned på hug. Jeg vil kunne cykle. Køre bil. Have et job. Sidde på en almindelig hård stol. 

I morgen starter jeg til psykolog.  

Når børn bringer lykke 

Forleden var jeg i elendigt humør, hvilket vist i den grad også kunne mærkes i mit indlæg. Jeg græd en del og bandede over, at jeg endnu ikke har fået ringet til forsikringen omkring at få dem til at dække en psykolog og hvad proceduren er. Jeg har længe vidst, at jeg har brug for hjælp til at komme ordentligt ud på den anden side af dette og det bliver igen og igen tydeligt for mig, når jeg har dage som i går. Jeg er kommet til et punkt, hvor jeg ikke kan forestille mig et “normalt” liv. Et liv hvor jeg ikke halter, ikke har smerter, kan sætte mig på hug, ikke har brug for hjælp til at holde mit hjem pænt, fordi al energi går til at være mor og til at hele. Jeg kan ikke forstå at det engang sker. Det er ikke en del af min virkelighed. Overhovedet. 

Nå, men da jeg i går kunne se på vuggestuens app, at Albert ikke havde sovet særligt længe i forhold til, hvad han har brug for, for at eftermiddag og aften ikke bare består af gråd, besluttede min mor og jeg, at han skulle hentes lidt før han plejer. Og hvor var det dog en fantastisk beslutning. Det sekund jeg så ham, forsvandt det dårlige humør. Han smilede over hele hovedet, da han så mig og puttede sin lille krop ind til mig og holdt mig om halsen. Ren kærlighed. Fra det sekund var jeg i fantastisk humør og var det faktisk resten af dagen. 

Dagen før havde jeg en masse bivirkninger fra det ekstra smertestillende jeg havde taget. Kvalme, svimmelhed, utilpashed. Da Albert kom hjem, forsvandt det. Lige indtil han kom i seng, så kom det tilbage for fuld skrue. Men mens han var oppe havde jeg det fint. 

Det er utroligt hvad den lille mand gør for mit humør og velbefindende. Han er min største motivationsfaktor til at blive “normal” igen. Det er en form for kærlighed jeg aldrig har følt før, hvilket andre forældre nok også han sætte sig ind i. Jeg er så dybt taknemmelig for, at jeg har ham midt i alt dette her. Han gør virkelig det hele nemmere. 

kærlighed ❤️

Når planer og virkelighed ikke passer sammen

Det er svært for mig at få gjort de ting jeg gerne vil. De ting jeg har lyst til og de ting jeg planlægger. Som fx at få blogget. Jeg vil virkelig gerne. Jeg har tiden. Jeg har nok at skrive om. Humøret er også ok det meste af tiden. Men alligevel sker det ikke. Min hjerne kører ikke på det højeste blus og jeg har svært ved at tage mig sammen til noget. Det meste af svært. Jeg er træt. Jeg har ondt. Jeg kan ikke de ting jeg gerne vil.

Jeg ved at jeg kan så meget mere end jeg har kunnet. Det er helt vildt hvor mange fysiske fremskridt der har været den sidste halvanden måned og især de sidste uger. Jeg kan bære Albert. Jeg kan være mere og mere alene med ham. Jeg kan putte ham, jeg kan bade ham. Jeg ELSKER vores tid sammen. Men jeg bliver træt og jeg får ondt og overskuddet til at være noget som helst andet end mor, er ikke er ikke stort. Så alt andet bliver nedprioriteret. Jeg får ikke svaret på sms’er og mails. Jeg tager sjældent telefonen med mindre det er min mor eller kæreste. Eller et nummer jeg ikke kender, som kunne være kommunen, forsikringen eller lignende. Jeg orker det ikke rigtigt. Jeg vil gerne snakke med folk ansigt til ansigt. Men det er frustrerende, at det altid er dem der er nødt til at komme til mig.

Alt i alt er jeg meget lidt positiv i dag. Men i dag har også allerede været hård. Jeg har skullet snakke med kommunen omkring tilskud til transport af Albert. Samtidig har jeg skrevet mail til den advokat jeg har valgt skal hjælpe mig med erstatningssagen. Den slags er hårdt og bringer en masse følelser frem. Så bankede det også lige på døren fra hjemmeplejen, der skulle sætte vasketøj over.

Nå, men pointen med dette indlæg er egentlige at fortælle, at jeg virkelig gerne vil blogge, men at pt går al min hjernekapacitet til at være mor for Albert. Jeg vil dog prøve at tvinge mig selv lidt til at prioritere det og skrive de indlæg ned, som jeg dagligt skriver i mit hovede. For det er godt for mig.

Det er dælme ikke let at være blevet kørt ned og få sit liv vendt på hovedet.

13174096_10154373668794928_8862639646842413776_n

Ham her – han er det vigtigste i mit liv pt. Min smukke, vidunderlige søn