Mentale kvantespring

Jeg går stadigvæk til psykolog og det hjælper mig virkelig meget. Men der er sket noget på det sidste. Jeg er gået fra at føle, at jeg ville have brug for det længe endnu, til nu formentlig kun at have en enkelt gang tilbage. Det er ikke kun mig der synes, at jeg pt tager det jeg vil kalde metale kvantespring, det gør min psykolog også. Jeg har virkelig, virkelig flyttet mig den sidste måned. Jeg er gladere. Jeg har mere overskud. Jeg har mere tro på livet og på fremtiden.

En af de ting jeg har haft rigtig svært ved, er at koble den person der lå på Riget med en kæmpe metalbøjle stikkende ud af kroppen, med den person jeg er nu. Jeg kan rigtig meget lige pludselig. Der er begrænsninger, ja. Både nogen som forsvinder med tiden og nogen som jeg må leve med. Men i forhold til, at jeg lå der og ikke kunne noget selv, så er det fanme vildt, at jeg nu ikke har nogen (offentlig) hjælp til hverdagen. Det har været rigtig rart at snakke med psykologen om dette, da jeg var i tvivl om, om det var godt eller skidt. Svaret var, at det er helt normalt, forventeligt og forståeligt. Jeg bevæger mig væk fra at være et offer, væk fra at være afhængig af andre og hen til bare at være Tine igen.

14390892_10154763214989928_3707128490515216996_n

Bøjlen der holdt mit bækken sammen i otte dage!

14441023_10154763218689928_1674652644626440864_n

Forældredag med Alberts vuggestue, hvor jeg kunne sidde på græsset og lege med mit barn (billede af et printet billede, derfor den dårlige kvalitet)

Jeg er blevet en lidt mere “no bullshit” udgave af mig selv. For at være ærlig, så er livet bare for kort til at finde sig i, at folk ikke behandler en ordentligt. For kort til, at brænde inde med følelser og ting der påvirker en negativt. Det har jeg jo altid vidst, men jeg er blevet bedre til at leve efter det. Jeg er blevet bedre til at tænke “pyt” til ting jeg ikke kan gøre noget ved og bruge energien på de ting jeg rent faktisk kan ændre. Til gengæld mærker jeg også, at jeg brænder mere for ting der så betyder noget for mig. Som fx de besparelser, der står til at ramme for alle de “varme hænder” i Holbæk Kommune (og mange andre steder), herunder Alberts pædagoger og de skønne mennesker der har hjulpet mig de sidste mange måneder. Jeg brokker mig højlydt på Facebook, deltog i Velfærdsalliancens demonstration her i september og har også planer om at møde op til flere af de protester der er ved at blive planlagt.

Men vigtigst af alt, er jeg blevet stærkere. SÅ meget stærkere. Jeg vil på ingen måde kalde det en gave at være blevet kørt ned. ALDRIG. Men det er en gave at være kommet ud på den anden side, på den måde som jeg er. Jeg kan klare ALT, efter at jeg har klaret dette. Ikke blot er jeg kommet ud på den anden side psykisk stærkere, jeg formåede også at få min søn godt igennem det. Mit parforhold overlevede (hvilket godt nok mest handler om, at jeg har en vidunderlig, forstående og meget tålmodig kæreste) og selvom jeg stadig har smerter, er sygemeldt og har fysiske begrænsninger, så er jeg lykkelig helt ud i tæerne.

Livet er fanme skønt!

 

De hårde nætter

Dagen startede for tidligt i dag, i forhold til mængden af søvn jeg havde fået. Faktisk føltes det lidt som om, at den allerede startede om natten. Albert havde ellers haft en FANTASTISK eftermiddag og aften i går. Han var så glad og vi hyggede os med min kæreste på altanen og grillede. Det var absolut også tiltrængt, for hele søndag eftermiddag og aften, var han i elendigt humør pga. træthed. Men i går var han heldigvis glad og jeg havde forventet en god nat.

Men allerede inden midnat, begyndte han at vågne og være ked. I første omgang hjalp det med en kop vand, han lagde sig straks ned og sov igen. Men han blev ved med at vågne, hvilket ellers heldigvis er usædvanligt for ham efterhånden. Jeg ved ikke præcis hvor mange gange, jeg var inde hos ham, men det var i hvert fald væsentlig flere end de to gange, det ellers ofte kan klares med. Vand. Flaske. Ny pude. Nus. Sut. I sidste ende stod vi faktisk først op 6.30, men når man har været oppe ca. en gang i timen siden kl 23, er det altså også for tidligt.

14022335_10210582714629002_2440296493448001857_n

Fra en af de rigtige gode nætter. Han sover ret tit på spøjse måder

Albert var mavebarn som lille. Han begyndte at blive forstoppet da han var ca fem måneder og det blev så slemt, at han begyndte at kaste op. Det betød blandt andet, at han vågnede hver gang han var oppe i let søvn, fordi han havde ondt i maven og i det hele taget sov rigtig let. Jeg forstår slet ikke, hvordan jeg overhovedet hang sammen eller fungerede, dengang han vågnede flere gange i timen hele natten og stort set kun ville sove i mine arme, eller i hvert fald helt tæt på mig. Men det gør man jo bare, man har ikke andet valg.

Da han endelig holdt op med at have ondt, så havde hans krop vænnet sig så meget til at vågne, at han blev ved. Det er desværre ikke ualmindeligt for mavebørn. Det var først da han var cirka et år at det vendte. Da han flyttede hjem igen efter ulykken var det blevet bedre og da han for et par måneder siden kom på eget værelse, ja så rykkede det virkelig. Nogle gange er han kun vågen en enkelt gang. Ofte kun to korte opvågninger. Det er SÅ skønt og jeg er virkelig taknemmelig, for jeg har brug for søvnen. Men nøj hvor trækker nætter som denne bare tænder ud.

Jeg satser på en bedre nat i nat. So far so good, han sover trygt og godt i sin seng.

Ferie fra alt #2

Jeg kom lidt igennem dagene på Orø (omgivelserne, ikke selskabet), ved at tænke på den næste del af ferien: Hamborg! Efter megen frem og tilbage omkring ferie, blev vi enige om fire overnatninger på et luksushotel i Hamborg. Jeg ville jo egentlig gerne sydpå, men det blev droppet, både fordi det ville blive for dyrt og fordi min søde kæreste mente, at det ikke ville blive afslappende, da vi sikkert skulle rende efter Albert hele tiden. Hvilket han nok havde ret i. Sommerhus i Nordjylland var oppe at vende. Men jeg havde bare virkelig behov for at komme væk! Helt væk. Ud af landet væk. Snakken faldt på Hansapark og så blev det Hamborg.

Vi sejlede fra Gedser til Rostock, for at nedsætte tiden jeg skulle sidde i samme stilling, da jeg stadig får ondt af at sidde. Vi kørte så det passede med Alberts lur, men han sov dog ret begrænset. Det gjorde dog ikke noget, for han var i godt humør hele vejen. På færgen spiste vi buffet og legede og Albert sov så stort set hele vejen fra Rostock til Hamborg.

Vi boede på Hotel Ameron Speicherstadt, der ligger i det gamle pakhuskvarter, der netop er kommet på UNESCOs verdenskulturarvs liste. Det er et fantastisk område, som jeg virkelig kan anbefales at besøge og hotellet er virkelig også anbefalelsesværdigt. Skønne værelser, god beliggende og virkelig sødt personale. Vi spiste morgenmad på hotellet hver morgen. Det var en vidunderlig måde at starte dagen på; God kaffe, lækre croissanter, pandekager, frugt og udsigt over kanalerne. Albert nød det også og fordi vi sad ude hver dag, fik jeg kun begrænset pres over hvor meget han svinede.

De fleste dage brugte vi på at udforske Hamborg i langsomt tempo og små etaper. Der blev spist god mad og hygget i lange baner. Vi var super heldige med vejret og havde sol og varme hver dag, men ikke varmere end, at det var til at holde ud. Ikke mindst fik jeg skubbet til nogle grænser i forhold til, hvor meget jeg kunne og kan. En af dagene gik vi på jagt efter nye sko til mig, da prisniveauet var lidt lavere, men jeg må indrømme at jeg hurtigt gav op. Det var varmt, jeg vidste ikke hvad jeg ville have og Albert var ikke voldsomt tålmodig. Så vi købte is i stedet og det var en god beslutning.

Jeg var lidt spændt på at skulle spise ude så mange gange med Albert, men han tog det hele i stiv arm og charmerede alt og alle, alle de steder vi var. Jaja, han fik da også et par hysteriske anfald, primært over at skulle vente på maden. Men så var vi heldigvis bevæbnet med rosiner, frugtstænger, netflix og legetøj, så de fleste dage gik det faktisk fint. Værre var det når maden kom på bordet og han skulle vente på, at den kølede af. Den dreng har altså temperament og ved i den grad hvad han vil have. Derhjemme tænker jeg ikke så meget over det, men jeg indrømmer da gerne, at jeg af og til blev liiiiiidt presset over HVOR meget han lige mente, at han skulle vise det frem, når vi var ude. Men det gik og vi fik da mad hver dag.

Det passede så perfekt, at babyalarmen kunne nå fra vores værelse og ned i baren. Så når Albert var puttet og lå i sin sødeste søvn om aftenen, så havde vi voksentid i baren og fik os en drink. Det var SÅ dejligt med kærestetid væk fra hverdagen og jeg blev ekstra forelsket i min dejlige kæreste.

Det eneste vi for alvor havde planlagt inden vi tog afsted var, at vi skulle i Hansapark. Selvom Albert på sin vis var for lille til at få den fulde oplevelse, så hyggede han sig virkelig og det gjorde vi også, selvom vi endte med at gå rigtig meget i cirkler, fordi deres kort bare overhovedet ikke passer. Albert prøvede to forlystelser, en med mig og en med min kæreste. Ham og jeg var en tur i en gammeldags karussel, hvor vi i første omgang sad i en slags karet, men han ville meget hellere op på en hest. Så det fik han lov til. Da vi begyndte at køre rundt og hesten kørte op og ned, holdt han så godt fast, at hans små knoer blev hvide, men af ville han i hvert fald ikke. Bagefter var han en tur på en mekanisk hest, der kørte rundt på en bane, sammen med min kæreste. Men dagens absolutte højdepunkt var deres børneland, hvor der både var boldrum og alle mulige ting man kunne klatre på. Der fik han brændt en masse krudt af og han sov hele vejen hjem i bilen.

Da vi skulle hjem igen, sejlede vi fra Puttgarden. Modsat på vejen derned, havde vi ikke bestilt billet til en specifik afgang, da vi gerne ville have tid til at kunne lave en afstikker hist og her. Samtidig er der væsentligt flere afgange mellem Rødby og Puttgarden end der er mellem Gedser og Rostock. Det betød at vi kom til at vente et godt stykke tid ved færgen. Men vi hyggede os i bilen. Albert kom op foran og vi så lidt netflix, hørte musik og fjollede. Så det gik bedre end forventet.

Alt i alt en helt fantastisk ferie og det er absolut ikke sidste gang, at vi besøger Hamborg.

 

 

 

Et par skridt tilbage men flere frem

Nå. Jeg havde egentlig skrevet et fint langt blogindlæg om vores ferie i Hamborg, men da jeg så havde trykket udgiv, så manglede 3/4 af det. Hvad der er gået galt ved jeg ikke. Men jeg blev sur, lavede det om til en kladde igen og så har det ligget der siden. Der får det lige lov til at ligge lidt endnu.

Cirka samtidig ramte jeg lidt af et sort hul. Jeg har haft en rigtig svær periode, der har handlet om mange ting. Usikkerhed omkring hvorvidt jeg ville få forlænget mine sygedagpenge, som ellers ville udløbe 30. september, rigtig mange smerter og som kirsebærret på toppen, skulle jeg en tur i statsforvaltningen med Alberts far, da vi var uenige om samvær og måtte indse, at vi havde brug for hjælp til at komme videre på en hensigtsmæssig måde. Især det sidste fyldte rigtig meget i mine tanker og jeg har bare været i SÅ dårligt humør, sovet forfærdeligt og følt mig ret håbløs.

Men nu er tingene faldet på plads. Jeg er begyndt at få panodil som depotmedicin og det virker rigtig godt. Jeg har haft det svært med, at være nødt til at tage smertestillende, men jeg måtte indse, at det bare ikke fungerede uden. Jeg fik for ondt og det gik ud over mit humør og mit overskud til både træning og Albert.

I torsdags var vi til et samarbejdsmøde i statsforvaltningen, hvor vi med hjælp fra en – i mine øjne – rigtig dygtig børnesagkyndig, fik lavet en god plan for Alberts samvær med sin far. Den er jeg tryg ved, selvom det da bliver vildt underligt og sikkert også svært, når jeg skal til at undvære ham en god del af tiden hver anden weekend. Snøft.

Fredag ringede min beskæftigelseskonsulent så og fortalte, at min sygedagepengeperiode ER blevet forlænget! Halleluja! Det giver mig lige tre – fire måneders ro til at komme helt oven på. Jeg tror faktisk på, at jeg om tre – fire måneder, kan være klar til at vænne tilbage til arbejdsmarkedet. Jeg er begyndt på et kursus for folk med kroniske smerter, for at lære at tackle det hele bedre og det smertestillende giver mig mere overskud til at træne, hvilket min krop også har brug for.

Så hvor jeg for to uger siden egentlig syntes, at det hele var noget bæ, så går alt nu i den rigtige retning og jeg er glad, positiv og optimistisk. Det er skønt. For jeg bryder mig faktisk virkelig ikke om at være ked af det.

2016-08-19-12-13-37

Der har heldigvis også været gode dage, med masser af smil og sjov

 

Ferie fra alt

I går var min sidste feriedag. Desværre var den været præget af regnvejr og da solen endelig skinnede, ja så sov mit søde barn da. 

Jeg har været så træt af hele min situation i en længere periode, som jeg også skrev om i sidste indlæg. Jeg havde brug for at holde helt fri fra alt det jeg kunne. Genoptræningen. Psykologen. Tankerne. Det lykkedes ikke sådan super godt. Jeg endte med at tage til holdtræning alligevel en gang i løbet af ferien. Og til psykolog. Og tankerne – ja de er jo svære at løbe fra.

Men jeg har nydt ferien. VI har nydt ferien. Os alle tre. Vi har været nogle dage på Orø med min dejlige svigerfamilie, det var hele familiens gave til Alberts oldefar – fire dage sammen med os allesammen. Men det var camping, selvom vi boede i en hytte. Fire voksne og et barn i en meget lille hytte, uden rindende vand. Det gør jeg altså ikke igen foreløbig. For det første sov Albert af Pommern til, for det andet var det alt for hårdt for min krop, selvom der var meget hjælp. 

ikke meget plads til fire voksne og et barn!

Albert prøver Onkel Mads’ motorcykel

Der klappes geder sammen med bedstefar i Orø Dyrepark


Albert havde selvfølgelig en fest. Der var masser af andre børn at lege med og masser af opmærksomhed. Jeg er rigtig glad for at jeg holdt fast i at tage med, selvom det var besluttet før ulykken. Det fik vist mig, hvor langt jeg er kommet. Men samtidig også hvor mine udfordringer er. Plus, jeg aldrig har været den helt store campist. Hvad man da ikke gør for sin familie. 

Kæmpe kæmpe sejr! Albert elskede hoppepuden på pladsen. Godt nok kunne jeg kun sidde ned, men vi var deroppe sammen ❤️

Sommerferie 

Jeg havde faktisk slet ikke regnet med, at jeg kunne holde sommerferie i år, da man som hovedregel ikke kan holde ferie mens man er sygemeldt. Efter at min søde kæreste havde presset lidt på, for at jeg snakkede med min sygedagpengekonsulent om hvad mulighederne er, når man er langtidssygemeldt, fandt jeg dog ud af, at ferie ikke var udelukket. 
Man kan nemlig blive administrativt raskmeldt i en kortere periode, hvor man så ikke får sygedagpenge, men har mulighed for at holde ferie og modtage feriepenge. Så det gør jeg i to uger i slutningen af juli og starten af august. Vi havde egentlig planlagt at tage en afbudsrejse til et eller andet varmt sted og ligge ved en pool i en uge. Men med det vejr vi har pt, er vi ikke eneste det har fået den ide, så vi har besluttet at blive i DK og så bliver vejret forhåbentlig lidt bedre. 

Albert har sommerferie fra vuggestuen i uge 29, 30 og 31. Der er lukket i 29 og 30 og vi har så valgt også at holde ham hjemme i 31. Min dejlige kæreste har også ferie og det er skønt, for jeg tror ærlig talt ikke, at min krop ville kunne holde til at have Albert hjemme i tre uger alene. I mandags sad jeg noget tid på en træbænk hos mine forældre, mens Albert legede i haven med sine fætre og det betød så, at jeg havde ondt i fem dage. Så tre uger hjemme med Albert, bliver lidt af en udfordring for min krop, men med hjælp skal det nok gå. 

Jeg trænger til ferie. Det lyder måske underligt, for jeg går jo hjemme. Men jeg trænger til bare at “være”. Efter fem måneder med sygehus, genoptræning og konstant fokus på alt hvad der er sket, trænger jeg til ro. Jeg trænger til at være lidt normal og bare “være til”. Hygge mig med min kæreste, min søn og mine venner. 

Jeg er træt af, at mit liv stadigvæk er påvirket af ulykken og jeg har det svært med tanken om, at det måske altid vil være det. Jeg har det svært med, at de på Rigshospitalet sagde, at jeg stadig er i “begyndelsen af forløbet” selvom der er gået så lang tid. Jeg skal først til tjek igen næste år, når der er gået ca et år. Jeg har været heldig, jeg er taknemmelig. Men jeg er også pisse træt af det hele lige pt. Jeg gider ikke mere. Jeg vil bare være mig igen. Jeg vil ikke have ondt. Jeg vil have et job og et helt normalt liv. Hvad det så end ender med at være. 

Lige i dag prøver jeg bare at glæde mig over, at mit forhold til Albert er helt normalt igen. Vi er bare “mor og Albert”. Det er mig han søger når han er træt og ked. Mig han går til. Også selvom min mor eller kæreste er her. Det er mig der er hans “Helle” og jeg elsker det. Ligegyldigt hvad der ender med at ske, er det vigtigste, at der ikke skete noget med ham og at vi har det godt sammen.

Når man er en træt dreng der hoster, er det godt med en lur hos sin mor ❤️

Det næste mål

I går var det fem måneder siden ulykken. Jeg er efterhånden kommet frem til, at jeg nok aldrig kommer til at forstå hele forløbet. Altså forstået på den måde, at jeg nu er kommet til et punkt hvor der er gået så lang tid, at jeg i endnu mindre grad fatter, at det var os det gik ud over. For nu er jeg ikke i det mere. Eller det er jeg jo, for jeg er stadigvæk sygemeldt, jeg har stadigvæk gener og smerter, jeg går stadigvæk til genoptræning og til psykolog. Men jeg er ikke indlagt og jeg har nået rigtig mange af mine mål. 

Jeg ved faktisk ikke, hvad det næste mål er. Overordnet set er det at blive raskmeldt og få et job. Men jeg tænker, at der skal være nogle delmål inden. 

Men her er lidt af det jeg allerede HAR opnået. Nogle mål opnåede jeg mens jeg var indlagt, andre da jeg kom hjem. 

  • Være i stand til at tage noget at drikke selv. 
  • Være i stand til at spise selv. 
  • Komme ud af sengen med hjælp. 
  • Komme ud af sengen uden hjælp. 
  • Holde til at sidde op i sengen. 
  • Selv vende mig i sengen.
  • Komme over i en kørestol. 
  • Selv køre rundt i kørestol. 
  • Gå rundt med høj rollator. 
  • Selv gå på toilettet. 
  • Holde min søn!
  • Komme ud af sengen, uden at holde fast i sengehesten eller med hævet hovedgærde. 
  • Komme på “udgang” fra sygehuset 
  • Blive udskrevet! 
  • Komme op og ned af trappen til lejligheden. 
  • Selv gå i bad. 
  • Støtte på højre ben. 
  • Gå med krykker. 
  • Gå med en krykke. 
  • Gå uden krykker. 
  • Komme ned på gulvet. 
  • Sidde på en stol i mere end 15 min. 
  • Bære min søn op og ned af trappen. 
  • Få min søn hjem!
  • Gå over fodgængerfeltet hvor ulykken skete 
  • Aflevere hjælpemidler 
  • Køre bil 

Nu skal jeg bare finde ud af, hvad mine næste mål skal være.